Skip to content

Info til danske kunstnere om NYC

Udenrigsministeriet og Kulturministeriet har indgået en aftale om fremme af international kulturudveksling mellem Danmark og udlandet. Formålet med samarbejdsaftalen er at fremme kulturudvekslingen generelt, udvikle og forny dansk kunst og kultur, markedsføre Danmark som land, fremme kultureksport samt interkulturel dialog.

Under disse rammebetingelser arbejder afdelingen for Kultur, Presse & Public Diplomacy på Det Danske Generalkonsulat i New York med rådgivning af danske kunstnere i New York og indgår som reaktiv support vedrørende kulturscenen i New York. Afdelingen for Presse, Kultur og Public Diplomacy arbejder tæt sammen med lokale kulturinstitutioner og har et indgående lokalkendskab til kulturlivet i New York.

Generalkonsulatet får mange henvendelser fra danske kunstnere, som ønsker at komme til New York – desværre kan vi ikke assistere alle.  Beslutningen om, hvem der modtager rådgivning, samt omfanget af rådgivning i konkrete sager, udarbejdes på baggrund af igangværende, individuelle projektevalueringer. Vi bestræber os på at hjælpe så mange kunstnere og kulturelle aktører som muligt, samt at sikre den kortest mulige svartid (dvs. normalt 3-5 hverdage).

På denne side findes en række praktiske oplysninger i forbindelse med korte såvel som længere ophold i New York i kunstnerisk øjemed.

PRAKTISK

Økonomisk støtte
Der findes en lang række offentlige, danske kunststøttepuljer, som yder støtte til danske kunstnere i udlandet. Kunst.dk samler alle de støttepuljer, der administreres af Statens Kunstfond, Statens Kunstråd og Kunststyrelsen indenfor følgende områder: arkitektur, billedkunst, film, litteratur, kunsthåndværk & design, musik og scenekunst. Læs om støttepuljerne her.

Recidency-ophold
Kuratorer og yngre kunstnere med begrænset international erfaring kan søge om recidency-ophold på International Studio & Curational Program (ISCP) i Williamsburg, Brooklyn. Studerende kan ikke søge. Læs mere om ansøgningsproceduren her. Der kan søges om ophold på mellem 1-12 måneder. 

''
The International Studio & Curational Program i Williamsburg, Brooklyn.

Arbejdsfællesskaber, studios og atelier
Der findes mange muligheder for at indgå i et kunstnerisk fællesskab i New York. Det kan være en fordel socialt, i forbindelse med networking og til kunstnerisk sparring.
Nedenfor er listet fire bud på kunstfællesskaber i New York:

Find bolig
Boligmarkedet i New York er stort, men søger man de rigtige steder, er det muligt at finde opholdsmuligheder for korte såvel som længere perioder.

Lokale nyhedsaviser har aktuel information om boligmarkedet i New York og søndagsudgaven har oftest den mest udbyggede boligsektion. Find bolig på følgende online sites:

  • Craigslist. Den største og mest brugte boligside er Craigslist. Her opslås konstant nye boliger – både lejligheder, værelser og bofællesskaber. Lejemarkedet i New York er mere diffust og uforudsigeligt end det danske, man kan derfor ikke forvente at finde en lejlighed flere måneder før ankomst. Generelt anbefales det at vente med at søge aktivt til man er ankommet, således at man kan se lejlighederne og kvartererne. Lejligheder fundet på Craiglist kan ofte overtages med det samme, og man skal derfor kunne reagere hurtigt.
  • Det danske netværk i New York. Facebookgruppe, hvor det er nemt at søge lejlighedstips fra andre danskere.
  • Airbnb. Populært udlejningssite for private - især til kortere perioder.
  • Sublet. Her kan du søge efter lejelejligheder efter kvarter og områder. 
  • Trulia. Online ejendomsmæglersite for både, købere, sælgere og lejere.
  • Zillow. Her kan du søge efter lejlighed, få markedsrapporter, lejeråd, etc.
  • Listings Project. Her kan man tilmelde sig en ugentlig email med ledige lejligheder / studios.
  • NY Bits. Detaljeret liste over lejelejligheder, hostels, etc.
  • Streeteasy. Her kan du søge efter lejelejligheder efter kvarter og områder. 

Følgende lokalmedier har relevante boligsektioner: 

'' 
Kulturattaché, Maiken T. Derno, og kunstner Alexander Tovborg.

INDEN DU REJSER UD

Visumregler
Før du rejser til USA skal du sørge for, at du får det rette visum til arbejds- og opholdstilladelse. På den Amerikanske Ambassade i Københavns webside kan du finde mere information om de forskellige visumtyper.

Kontakt ambassaden her:
Email: CopenhagenNIV@state.gov
Telefonnummer: [+45] 33 41 71 00

Du kan også kontakte organisationen Artists from Abroad, der hjælper kunstnere fra hele verden med at søge ophold i USA.

Jobs, arbejdslovgivning og skatteregler
Det kan være svært at finde et permanent job i kunstverdenen i New York med det samme. Derfor kan det være en god idé at søge forefaldende arbejde, for eksempel med transport eller ophængning af kunst, for at skabe et netværk. På følgende links findes oversigter over aktuelle job:

New York Foundation for the Arts
Craigslist
Monster / New York Times
Indeed

Skattepligt i Danmark i forbindelse med ophold i USA er, indenfor visse hovedregler, påvirket af en lang række individuelle forhold. Derfor anbefales det at søge oplysning direkte hos SKAT såfremt du skal modtage løn for dit arbejde i USA. På workpermit.com kan du læse mere om arbejdslovgivningen i USA.

Sygesikring
Et dansk sygesikringsbevis er ikke gældende i USA og det er derfor vigtigt at man forsikrer sig hjemmefra. Der er stor forskel på de danske forsikringsselskaber, så det anbefales at undersøge priser hos forskellige firmaer, da mange ting kan spille ind i forhold til den endelige forsikringspræmie.

I NEW YORK/EFTER ANKOMST

Tips til kulturlivet i New York

Generalkonsulatet
Generalkonsulatet kommunikerer om Danmark og danske kulturevents på en række digitale platforme, som er listet nedenfor. Hvis du deltager i / afholder en kulturevent indenfor Tri-State Area, har du mulighed for at få eventen i Generalkonsulatets nyhedsbrev og på Generalkonsulatets facebookside.

Generalkonsulatets nyhedsbrev udkommer sidste fredag hver måned, så skriv gerne en email med info om eventen til nycgkl@um.dk senest en uge før deadline.

''
Generalkonsulatets Facebookside, der giver info om Danmark og danske kulturevents i New York. 

Danske foreninger/sammenslutninger/netværk
Der bor på nuværende tidspunkt ca. 2000 danskere i New York City og ca. 8000 danskere i Tri-State området. Der findes derfor en række danske foreninger og netværk:

  • Den Danske Sømandskirke i New York
    Den Danske Sømandskirke ligger i Brooklyn Heights og danner rammen om det bredeste danske sociale netværk. Kirken ligger hus til en række danske arrangementer, blandt andet et velbesøgt julemarked samt en ugentlig søndagsgudstjeneste på dansk. Læs mere her.

  • Det Danske Netværk i New York
    Dette er en Facebook-gruppe, som gør det muligt at komme i kontakt med andre danskere der bor i New York, spørge til råds, søge bolig, etc. Meld dig ind i gruppen her.

  • Danes in NYC
    Denne Facebook-gruppe fungerer, i lighed med ovenstående, som kontaktpunkt for danskere i New York. Meld dig ind i gruppen her.

  • DABGO – Danes Abroad Business Group Online
    Netværket DABGO henvender sig til erhvervsaktive internationale danskere, som ønsker at skabe nye professionelle relationer. Læs mere her.

  • Danish American Chamber of Commerce New York
    DACCNY er et professionelt netværk i New York med fokus på erhvervsrelationer, vækst og at styrke dansk-amerikansk samarbejde. Læs mere her.

  • Danish American Society
    Danish American Society (DAS) har eksisteret siden 1959 og er en non-profit, ikke-politisk medlemsorganisation. DAS fremmer venskabsrelationer imellem befolkningen i Danmark og i USA igennem en række kulturelle og sociale arrangementer. Læs mere her.

  • American-Scandinavian Foundation
    American-Scandinavian Foundation fejrede i 2011 sit 100-års jubilæum ved en stor gallafest i New York med deltagelse fra alle de nordiske kongehuse og statsoverhoveder. ASF er det ledende kulturelle link imellem USA og de nordiske lande. ASF holder til på Scandinavia House i New York, som fungerer som offentligt kulturcenter for nordisk kunst. På Scandinavia House vises film, kunstudstillinger, koncerter, etc. Læs mere her.

''
Den danske sømandskirke i New York.

Kulturinstitutioner i NYC
På Department of Cultural Affairs - City of New York findes en opdateret liste over New Yorks mest fremtrædende kulturinstitutioner indenfor alle kunstneriske discipliner. Læs mere her.