Spring til indhold

Mogens Jensen og Kronprinsparret på eksportfremstød i Tyskland

5.19.2015  06:07
Handels- og udviklingsmister Mogens Jensen og Kronprinsparret indleder tirsdag et eksportfremstød i Hamborg og München. Fremstødet falder sammen med offentliggørelsen af nye tal, der viser, at den danske eksport til Tyskland går gevaldigt frem.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen og Kronprinsparret rejser tirsdag til Hamborg og München, hvor de i tre dage vil stå i spidsen for et dansk eksportfremstød. Programmet indledes i Hamborg og fortsætter onsdag til München.

Formålet med det officielle besøg er at pleje og udbygge Danmarks gode forbindelser til Tyskland, herunder særligt de gode handelsrelationer, der giver Tyskland status som Danmarks vigtigste eksportmarked.

”Den danske eksport til Tyskland slog sidste år rekord, og der er meget mere at komme efter for de danske virksomheder. Det er de frugter, vi er ude efter under dette besøg,” siger Mogens Jensen.

I sidste uge viste tal fra Danmarks Statistik, at den danske vareeksport til Tyskland i første kvartal 2015 steg med 7,8 procent i forhold til fjerde kvartal 2014. Til sammenligning steg den samlede eksport til EU-landene med 3,1 procent. De flotte tal topper en stigende tendens gennem de seneste år med stigninger i eksporten til Tyskland på knap 10 procent i både 2013 og 2014.

”Det er Danmarks eksport, der skal skabe job herhjemme og betale for vores velfærd. Derfor er det afgørende, at vi udnytter alle de muligheder, der viser sig. Lige nu går det rigtig godt for den tyske økonomi, og det skaber købedygtige tyske forbrugere. Dem skal vi have fat i,” siger Mogens Jensen og fortsætter:

”Samtidig er den tyske regering og det tyske erhvervsliv opmærksomme på at investere i fremtiden. Det gælder inden for energiområdet og på sundheds- og plejeområdet. Alt sammen områder, hvor Danmark har meget stærke kompetencer.”

Samtidig glæder Mogens Jensen sig over Kronprinsparrets deltagelse i besøget.

”Det er glædeligt, at Kronprinsparret stiller sig i spidsen for et sådant fremstød. Det åbner nogle døre, som ellers er meget tunge at åbne,” siger han.

Det officielle besøg vil med det overordnede tema ”Danish Living / Dänisch Leben” udnytte det særlige danske potentiale i Tyskland inden for områderne Sustainable Living (energi, energieffektivitet, arkitektur og byplanlægning); Healthy Living (sundhed, medicin og medico-teknologi); Tasty Living (gastronomi, fødevarer og turisme); samt Stylish Living (mode, design og møbler). På alle områder matcher trends og behov i Tyskland med danske løsninger, produkter og kompetencer.

De dansk-tyske relationer har sjældent, om nogensinde, været bedre end nu. Det bilaterale forhold er gnidningsfrit og præget af tætte kontakter på alle niveauer og på snart sagt alle felter: Politisk, økonomisk, kulturelt, turistmæssigt og på infrastrukturområdet. De to lande deler mange værdier og holdninger, og samarbejdet på områder som social retfærdighed, indre marked, frihandel, klima og energi er tæt.

Besøget ligger i naturlig forlængelse af regeringens handlingsplan for Tyskland, som har til hensigt at udbygge samhandelen og samtidig kultivere det potentiale, som kan skabe vækst fremadrettet.

For yderligere information kontakt:
Poul Kjar, presserådgiver, tlf: 41865975