Spring til indhold

Danmark indgår et treårigt myndighedssamarbejde på havvind med Indien

3.6.2019  14:10

Danmark og Indien har i dag underskrevet et treårigt myndighedssamarbejde, hvor Energistyrelsen skal understøtte de indiske myndigheder med at igangsætte og udvikle den indiske sektor for havvind. Aftalen blev underskrevet af den danske ambassadør, Peter Taksøe-Jensen, på vegne af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet og Joint Secretary, A.N. Sharan.
 
Samarbejdet er en del af ordningen for ”Myndighedssamarbejde”, hvor danske fagministerier og udsendte vækstrådgivere på ambassaderne bidrager til at skabe bedre rammebetingelser for bæredygtig udvikling. Indien har udvist stor interesse for de danske erfaringer med omstilling til vedvarende energi herunder specielt havvind, som er et nyt område for Indien.  

Øget sektorsamarbejde, herunder inden for vedvarende energi, har været en vigtig del af regeringsdialogen de seneste måneder. De to landes udenrigsministre mødtes i december 2018, og i januar 2019 mødtes statsminister, Lars Løkke-Rasmussen, med den indiske premierminister, Narendra Modi, i forbindelse med investeringskonferencen, Vibrant Gujarat, hvor den indiske regeringsleder blandt andet udtrykte, at “Denmark has the skills, India has the scale”.

Den indiske premierminister Modi satte i 2015 et mål om, at Indien skal have 175 GW grøn energi i 2022. Derudover er Indien ved at gennemføre en elektrificering af alle Indiens landsbyer, hvilket sammenholdt med indernes stigende velstand ventes at øge efterspørgslen på energi markant i de kommende år. Særligt vind- og solenergi står foran et historisk boom. Efter planen skal Indien opnå en kapacitet på 60 GW landvind om fire år – til sammenligning har Danmark pt. en kapacitet på 4,5 GW. Desuden vil Indien bygge 30 GW havvind inden 2030, hvilket svarer til 23 gange den kapacitet på 1,3 GW, som Danmark har opbygget siden 1991.

Sideløbende blev der i dag også underskrevet en hensigtserklæring mellem de to regeringer om at etablere et ”Centre of Excellence” for vedvarende energi i Indien med fokus på havvind og med input fra det igangværende myndighedssamarbejde.

Erfaringerne fra den danske transition inden for vedvarende energi er efterspurgt i en lang række lande. Med det nye samarbejde med Indien har Energistyrelsen etableret energisamarbejder i 15 lande – heriblandt Kina, Mexico, Indonesien, USA og Indien. De danske erfaringer, som efterspørges i samarbejdslandende, omhandler langsigtet energiplanlægning, integration af vedvarende energi i energisystemet, fleksibilitet i el-nettet og energieffektivitet. De 15 lande, som Danmark samarbejder med, udleder samlet 62 % af verdens CO2 og har alle et ønske om at reducere brugen af fossile brændsler hurtigst muligt, hvilket de danske erfaringer kan bidrage med.

Yderligere information om Energistyrelsens myndighedssamarbejder:
https://ens.dk/ansvarsomraader/global-raadgivning

Yderligere information om Udenrigsministeriet myndighedssamarbejde i udviklings- og vækstlande:
http://um.dk/da/danida/danida-business/myndighedssamarbejde/

Fakta:
• Indien er på vej til at blive et af verdens største markeder for vedvarende energi. Indien vil frem mod 2040 stå for 30 % af verdens forhøjede efterspørgsel på energi og derved have den største vækst i energi foran Kina (IEA).
• Indien forventes ifølge IEA at udbygge deres energisektor frem mod 2040 svarende til den størrelse, som EU's energisektor har i dag.
• Indien forventes at være verdens hurtigst voksende økonomi frem mod 2040 med en gennemsnitlig vækst i BNP på 5,5 %. Kilde: International Energy Agency – World Energy Outlook 2016.
• I 2016 nåede investeringerne i den indiske energisektor 88 milliarder USD, hvilket er den fjerde største investeringsvolumen efter energisektorerne i Kina, USA og EU. Kilde: International Energy Agency (IEA), World Energy Investment 2017.



Seneste nyt

    Se alle